Personligt og langt blogindlæg!

Efter to personlige og lange blogindlæg, kommer der nu endnu et.

Jeg føler det er lettere at skrive, og få tankerne ud af hovedet og ned på papir. Det hjælper med at holde styr på hvad der sker, men også finde frem til hvad jeg inderst inde virkelig føler og ikke hvad jeg tror jeg føler. Så here goes:

Mit liv er i kaos.

Det startede Kr. Himmelfartsdag, hvor jeg tog afsted til Bække til deres årlige Dualdag. Super hyggelig dag, men så på vejen ud til en kunde kom jeg til at køre ind i en kat! Min videomand og jeg prøvede at finde katten, og den lå i græsset, men da vi ville fange den rejste den sig op og løb direkte igennem læhegn og ud på en mark! Det var meget rystende og jeg er jo rigtig glad for dyr, så det satte gang i en masse følelser!

Hjemme igen kunne jeg ikke magte noget som helst og sagde til Mr. Po, at jeg ville redigere billeder og bare være i min seng. Han virkede selv træt og fraværende, så jeg tænkte at den pludselige varme generede ham. Inden jeg gik i seng spurgte jeg, om han ikke ville komme ind og sove. Det var længe siden han havde sovet i sengen, da varmen gjorde ham rastløs og han faldt derfor mere hyppigt i søvn på sofaen.

Da jeg vågnede næste morgen var han ikke kommet ind, og jeg var rimelig pigesur over det. Udover det så kom han ikke ind som han plejede og nussede om morgenen eller kyssede mig godmorgen. Jeg valgte at stå op og gå i bad for vi skulle til parterapi om formiddagen. Han kiggede ind i badet og spurgte om han også kunne være der, og der var plads nok, men jeg var stadig lidt pigesur så jeg valgte at gå ud da han kom ind for at vaske sig.

Stemningen blødte en lille smule op imens vi gjorde os klar, og på vej ned ville Mr. Po lige tage skrald med så jeg ville gå ned et par sekunder senere end ham. Jeg kyssede ham i døren, også kiggede han på mig virkelig forelsket og sagde noget alla: “Ej lige en mere!”. Det smeltede mit hjerte, og jeg kunne ikke lade være med at blive så glad for at have en fantastik kæreste, som stadig kunne se forelsket på mig og selvom vi havde problemer var vi igang med at få styr på dem.

Vi holdte i hånd hen til vores parterapi og solen skinnede – alt var dejligt. Vi startede vores session med, at vores terapeut spurgte om der var noget vi gerne ville idag, og jeg snakkede om nogle ting jeg havde lagt mærke til.

Mr. Po siger: “Jeg har noget jeg gerne vil sige.” Jeg vender min stol mod ham og kan mærke mit hjerte banke lidt hurtigere. Han fortsætter: “Jeg elsker dig helt vildt højt, men jeg har fundet ud af at jeg ikke vil have børn.”

Min verden gik i stykker der. Selv her 14 dage senere kan jeg mærke smerten, som en fysik smerte der vrider sig i mit indre, og jeg har svært ved at kontrollere mine egne følelser.

Jeg bryder helt sammen og mine forældre kommer og henter mig. Jeg bevæger mig i de mørkeste afkroge af mit sind, og tænker ikke rationelt eller fornuftigt. Kun instinkter og følelser – mest kaos, forvirring, sorg og tab.

Mr. Po og jeg havde en klar aftale fra start af, og hvis han fandt frem til at han ikke ville have børn, så skulle han gå fra mig. Han var den stærkeste, og han skulle blive ved med at gå. Efter næsten 11 år sammen, så skulle vi ikke trække pinen mere og ødelægge hinandens fremtid. Der var intet for os, hvis vi ikke havde de samme mål og drømme. Vi var begge indforstået med det, men de rigtige beslutninger føles mange gange som de forkerte beslutninger når de tages. Det er først når tid og ro spiller ind, at man kan se at det var det rigtige og det er vigtigt at kunne give slip.

Jeg kunne ikke give slip og i en impuls tog jeg ned i vores lejlighed, for jeg vidste han var der. Der var så meget kærlighed, kaos og tårer, men han holdt sit ord og blev ved med at gå. Han afviste mig og forsikrede mig om at det var mindst lige så hårdt for ham, som det var for mig. Jeg elskede ham endnu højre i det øjeblik. Fordi han var så uendelig stærk, men også fordi han holdt hvad han lovede og gav slip på mig. Han var på ingen måder egoistisk, men valgte mig og min lykke fremfor noget andet. Hvis jeg kunne blive lykkelig med en anden og måske få børn, så ville han have jeg gjorde det. På trods af vores kærlighed for hinanden og alle de minder vi havde.

Jeg valgte at sove nede i lejligheden med min hund. Jeg måtte indse at han ikke kom tilbage. Han vidst hvor jeg var, men han kom ikke og hentede mig. Vi havde aftalt at vi ikke skulle ses eller have telefonisk kontakt til hinaden. Intet godt ville komme ud af det. Jeg ville klynge mig til ham som en lille kroalabjørn og ikke slippe ham igen.

Sekunderne gik og blev til minutter, som blev til timer og til sidst gik der et par dage. Jeg gråd, jeg snakkede, jeg sov. Jeg kunne ikke spise. Intet smagte af noget og som nævnt tidligere besøgte mit sind de dystre steder i min hjerne. Det eneste jeg kunne holde fast i var at jeg var hundefotografer, og min hund. Mine forældres trøst og omsorg var ikke nok, venner og familie var ikke nok. De var jo ikke ham og min længsel efter bare at holde om ham og at han sagde alt var godt, var næsten ikke til at bære.

Heldigvis fik jeg en tid hos min terapeut om mandagen og jeg fik grædt ud, snakket og måske fået mere forståelse. Han havde valgt det for ham selv. Det var noget dybt i ham der ikke ville have børn og på den måde valgte han mig ikke fra. Det hjalp – han hjalp. Igen ligesom så mange gange før gav han mig trøst og ro. Hvordan samler man sit liv op, når det føles som om det hele ikke er noget værd mere? Når solen ikke føles varm, når latter har mistet glæde og når alt det man synes var godt gør ondt?

Hjælpen kom fra uventet kanter og jeg delte min historie, sorg og tab med bekendte der ville lytte. Deres omsorg gav mig mod på at starte på at stå op og jeg fandt ned til min asian lady (hun er min massør og ekstra madmor) og hun tvangsfodret mig med mad så jeg begyndte at spise igen.

Min yogalærer kommenterede også på min manglende appetit og gav mig en lektion i korrekt behandling af ens krop og hvordan ens mindset kunne forgifte krop og sind.

Onsdagen efter fik jeg den vilde længsel efter at se ham igen, men jeg vidste inderst inde også at han ikke kom tilbage. Jeg havde sovet i lejligheden lige siden, men han kom ikke hjem. Hjem var ikke mere der hvor jeg var. Jeg spurgte om min terapeut om jeg skulle snakke med ham, og i samråd med min terapeut rakte jeg ud igennem mine forældre og spurgte ham om han ville komme til session fredagen efter.

Det var min tur til at sige farvel og prøve at få styr på kaosset indeni mig. Han kom til session og vi fik først klaret en masse praktiske ting, som opdeling af lejligheden og hvad der skulle gøres med opsigelse mm. Derefter havde jeg forberedt en afsluttende dialog (skabelon sendt fra min terapeut) og med et hjerte som jeg frygtede aldrig skulle blive helt igen, fik jeg sagt de vigtigste ting. Jeg prøvede at give slip og i sidste ende holdt vi om hinanden i et stykke tid og jeg mærkede hvor ked af det jeg blev, men hvor det var dejligt at mærke hans kærlighed. Han hviskede mod mit hår: “Jeg bliver nødt til at gå” og til det svarede jeg: “Jeg ved det. Det er okay.” Jeg gav slip, og lod ham gå.

Bare det at skrive om det nu, hvor der ikke er gået mere end små 14 dage, får smerten til at vokse indeni og jeg mærker følelserne rulle indover mig som tidevandet. Midt i det hele er jeg så taknemlig og stolt af ham! Han lod mig sige mit farvel og gav mig mulighed for så mange ting. I min verden var det den største kærlighedserklæring jeg kunne få af ham, og for det vil jeg altid elske ham.

Det er pisse hårdt lige nu og jeg græder og prøver at finde styrke indeni. På et tidspunkt vil jeg kunne se, at det var det rigtige vi gjorde. Den sidste ting vi gør sammen er at komme videre og give slip.